1:14
2009

Emilie Bergrem, Tine Bernstorff Aagaard

Forholdet mellem tid og afstand er fikseret i vores bevidsthed som uadskillelige.
Ved at hente frem en gammel bønnelabyrint, foldes rummet og dermed tiden, som forholder sig til den. På gulvet i katedralen i Chartres kan man følge et spor, som leder en langsomt og møjsommeligt mod centrum af labyrinten. Karakteristisk for bønnelabyrinten er, at den ikke indbyder til valg. Man kan ikke fare vild eller vælge den forkerte dør. Man må hengive sig til den langsommelige vandring mod et centrum, hvor strækningen mellem begyndelse og slut bliver foldet så afstanden bliver uoverskuelig lang, og målet glemmes.

Vi vil folde afstanden fra start til mål og stille spørgsmål ved vores hastighed på vej til målet. Labyrinten er ensporet. Der er en vej ind, og udvejen er den samme. På vejen kan man vælge at trække sig, at stige ud og betragte situationen, ved at bøje sig ned og kravle ind eller ud. Det er dog umuligt at danne sig et overblik i labyrinten, eller vide om man er tæt på centrum, selv om man »snyder« og bevæger sig under strukturen. Man har dog hele tiden friheden til at forlade den tvingende struktur.

Værkets titel »1:14« referer til afstanden der bliver omdannet og fremmedgjort. Labyrinten er formgivet ved hjælp af oldtidens okkulte labyrinter og middelalderens bønnelabyrinter. Størrelsen strækker sig igennem hele rummet og ændrer rummets hastighed.

Udstillet på Forårsudstillingen på Charlottenborg 2009, samt nomineret til Politikens talentpris. 4. plads.